Ny daginstitution et stenkast fra Engholmene Business Center

I januar 2020 åbner en ny integreret daginstitution på Lyngholm. Et kærkomment initiativ, som vil gøre det let for personer med deres daglige gang i og omkring Københavns inderhavn at hente og bringe deres børn.

I starten af det nye år åbner en ny daginstitution et stenkast fra Engholmene Business Center, og kommer dermed til at tilføje et nyt element til det i forvejen velbalancerede miljø op langs Københavns Inderhavn, hvor arbejdsliv og byliv bliver kombineret med en unik integration af vandet.

Institutionen kommer til at indgå som en integreret del af den eksisterende karre på boligøen Lyngholm, og bliver en integreret institution med fem forskellige grupper med både vuggestue og børnehave. Den nye daginstitution bliver et hus for børn, bygget på børnenes præmisser med plads til leg, læring og venskaber i smukke omgivelser.

”I forhold til institutionens placering kommer den til at ligge trygt og beskyttet inde i en privat gårdhave. Derudover bliver det med en smuk placering, og institutionen kommer til at være en integreret del af boligmiljøet, som prydes af kanaler og grønne områder”, siger Anna-Maria Paamand, Development Manager NPV. Størrelsesmæssigt kommer institutionen til at kunne huse omkring 20 børn pr. Gruppe.

Institutionen vil ikke bare være til glæde for beboerne på Engholmenes boligøer, men også for kommende medarbejdere hos virksomheder, som vælger at slå sig ned på nogle af Engholmene Business Centers 47.000 kvadratmeter.

Mennesket er i fokus

Dagsinstitutionen kommer til at indgå i den eksisterende karre, hvorfor det arkitektoniske ydre bliver meget lig Lyngholmens, som er tegnet af Danielsen Architecture. Når det kommer til institutionens indre, er det blevet tegnet af Arkitema Architects, der arbejder med en tilgang til arkitekturen, som kaldes ”People In Architecture”, der i sin essens går ud på at skabe de bedste arkitektoniske rammer for de mennesker, som skal benytte bygningen. I dette tilfælde børnene og personalet.

”Vi tager udgangspunkt i den bruger, som skal benytte den givne bygning, og på den måde skaber vi de mest hensigtsmæssige betingelser for det liv, som skal leves. På dette projekt har vi været i tæt samarbejde med bygherren, som i dette tilfælde er Københavns Kommune. Her har der været en omfattende sparing i alt fra arealoptimering til kvadratmeteranalyser. Det har været med til at få de skønneste leverum frem”, siger Mette Julie Skibsholt, Partner hos Arkitema Architects.

Institutionen på Lyngholm bliver én af i alt to dagsinstitutioner, som bliver bygget på Engholmene.