Engholmene bliver en integreret del af centrum

I 2021 er boligerne i Engholmene færdigudviklet, og udover at besidde titlen som Københavns nye kanalby vil Engholmene fungere som den sidste og afgørende brik i det puslespil, der skal skabe den naturlige overgang mellem Havneholmen på Vesterbro og det nye Sydhavn.

Med sine kanaler, broer og promenader er Engholmene en bydel, der har mange af de samme kvaliteter, som man finder på Christianshavn. På trods af, at Engholmene ikke har sin egen fristad og ligger et par kilometer længere væk fra Rådhuspladsen, er der mange ligheder mellem det eftertragtede Christianshavn og Københavns nye Kanalby. Og netop de sammenlignelige proportioner har gjort, at man fra starten har sigtet efter at ramme den stemning, som er på Christianshavn.
”Vores mål med Engholmene er at skabe en bydel, som bliver integreret i forhold til resten af København, og som har kvaliteter fra alle sider af bylivet. Engholmene har en unik placering, som gør det naturligt, at vandet og det blå byliv bliver en vigtig aktør. Men samtidig ligger det sig også op ad resten af København i forhold til Vesterbro og Kødbyen”, siger Anette Krarup, Udviklingsdirektør Bolig hos NPV.

Engholmene Business Center bliver med sine 47.000 kvadratmeter fordelt på fire markante state-of-the-art kontor og hotelbygninger en central brik, når det kommer til at bidrage til det spirende byliv i Københavns nye kanalby.

Engholmene bliver epicenter for det blå byliv

Foruden seks øer med nyskabende arkitektegnede boliger bliver der på øerne opført en pallette af udeophold, hvor beboere og besøgende kan betragte og nyde det blå byliv. Derudover kommer der en række promenader rundt om øerne, som ikke har været praktiseret tidligere, hvis man ser på de allerede eksisterende kanalbyer.

Som lejer i Engholmene Business Center får man tæt på perfekte infrastrukturelle rammer i form af let tilgængelighed til motorvejen samt kort afstand til lufthavnen. Desuden kommer der med metroudvidelsen et stoppested på Enghave Brygge, ligesom den populære havnebus stopper ved Inderhavnen.

Opførelsen af Engholmene skrider planmæssigt fremad, hvilket manifesterer sig ved, at der indtil videre er flyttet i omegnen af 800 mennesker ind på Kærholm, Myrholm og Lyngholm. De sidste tre øer vil blive færdiggjort løbende, og i 2021 forventes boligerne i Engholmene færdigudviklet.