CSR-minimumsstandard skal sikre, at virksomhederne tager samfundsansvar

Mange virksomheder brander sig selv på, at de arbejder med at integrere sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsaktiviteter. Men grænsen for hvornår der er tale om reelle CSR-aktiviteter og green washing, kan være svær at gennemskue. CSR-minimumsstandarden skal skabe gennemsigtighed på området, og sikre at virksomhederne tager samfundsansvar.

Corporate Social Responsibility, også kaldet CSR, er en betegnelse for virksomheders arbejde med at integrere sociale, miljømæssige og økonomiske bæredygtighedshensyn i deres forretningsaktiviteter og i deres interaktion med interessenterne. Frem til 2011 blev CSR set som det frivillige, som virksomhederne gjorde. Men i FN- og OECD-regi anså man det ikke som værende hensigtsmæssigt, at der ikke var gennemsigtighed på området. De mente, at man burde kunne holde virksomhederne ansvarlige for deres samfundsansvar. Derfor udviklede man en standard for ansvarlig virksomhedsadfærd.

”Med minimumsstandarden er det nu veldefineret, hvad man som minimum kan forvente af enhver virksomhed i forhold til, hvordan en virksomhed skal håndtere sine indvirkninger på socialt-, økonomisk- og miljømæssig bæredygtighed. Så har man ikke det på plads, kan man som virksomhed ikke påstå at være samfundsansvarlig” siger Sune Skadegaard Thorsen, Direktør hos GLOBAL CSR. Standarden omfatter alle virksomheder – dog skal små virksomheder ikke dokumentere deres aktiviteter i samme grad. EU kræver årsrapportering på standarden fra de større virksomheder.

Minimumsstandarden skal fjerne røgsløret og skabe gennemsigtighed

At dokumentere, at man som virksomhed lever op til minimumsstandarden, er en omfattende proces. Virksomheden skal identificere, hvor der er risici for negative indvirkninger på kerneelementerne – henholdsvis social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Dér hvor virksomheden har risici, skal den aktivt gøre noget for at forebygge eller afbøde disse. Tilmed skal man kunne kommunikere indsatsen til omverdenen.

”Humlen er, at de givne risici er udfordringer, som vi alle står overfor og skal deale med. Med minimumsstandarden skal vi nu være gennemsigtige i forhold til, hvordan vi håndterer disse udfordringer og forebygger dem. På den måde begynder vi at kunne holde hinanden op på, at vi hver især møder vores samfundsansvar”, fortæller Sune Skadegaard Thorsen. Han understreger samtidig, at minimumsstandarden er tiltrængt, da der i udpræget grad er virksomheder, som spekulerer i CSR, og udnytter det til at skabe en illusion.

”Der er forskel på at tale en masse om, hvordan vi kan bidrage til bæredygtighedsmålene, klimaet og cirkulær-økonomi kontra at leve op til minimumsstandarden. Det første er frivilligt, hvor virksomheden selv sætter agendaen, hvor det andet er lovkrav. Så hvis en virksomheder ikke følger minimumsstandarden, men samtidig kommunikerer meget om bæredygtighed, så er der tale om blue- eller green washing”, siger Sune Skadegaard Thorsen.

CSR er blevet et værktøj i jagten på de bedste medarbejdere

Det er de færreste virksomheder, som er kommet i mål med at leve op til minimumsstandarden. Men indenfor de seneste år er der fra virksomhedernes side kommet øget fokus på særligt miljømæssig bæredygtig. Det hænger blandt andet sammen med, at CSR er blevet et parameter, som mange unge mennesker vægter højt, når de skal finde deres næste arbejdsplads. På den måde er øget fokus på CSR-aktiviteter blevet et redskab i jagten på de bedste medarbejdere.

Hos Cushman & Wakefield│RED oplever man, at virksomhederne i højere grad er begyndt at sætte krav til bæredygtighed, når de skal finde deres næste erhvervsejendom. Virksomhederne vil gerne have en ejendom, som er miljørigtig, og de kigger mere på energimærker, end de gjorde før. Derfor ser vi i højere grad bygninger, som eksempelvis bliver markedsført som værende bæredygtige.

”Før var bygninger bare noget, som man boede i. De signalerede ikke nødvendig noget i sig selv. I dag understøtter bygningerne et værdisæt, som den givne virksomhed har, og derfor kan afspejle sig i. De to ting forstærker den storytelling, som skal til overfor medarbejderne”, siger Marie Helms.

Når CSR-minimumsstandarden på sigt bliver implementeret ved lov, som man har set det i Frankrig, vil det medføre en øget gennemsigtig på området, hvilket blot vil gøre det lettere for offentligheden, når de skal vurdere, om en given virksomhed påtager sig det forventede samfundsansvar.