Stor interesse for boligerne på Engholmene

Der er efterspørgsel på boligerne langs havnekanten i København. For nylig rundede Engholmene et hjørne, da ejerbolig nummer 500 blev solgt. Samtidig kan AP Pension, FSB, NPV A/S og CASA melde ud, at opførelsen af 218 lejeboliger skrider planmæssigt fremad.

På Enghave Brygge lige ud til Nelson Mandelas Allé kommer Engholmene Business Center til at husere, som med sine 47.000 kvadratmeter både er skræddersyet til store og mellemstore virksomheder. Erhvervslejemålet skyder op som en del af det lille ørige midt i København, der omsluttes af kanaler, hyggelige broer og smukke gennemgående kajpromenader, og kommer til at fordele sig over 4 markante state-of-the-art kontor- og hotelbygninger – henholdsvis Rohuset, Kanalhuset, BC3 og N1.

Engholmene Business Center kommer til at indgå i et dynamisk miljø, hvor der både vil være ejerlejligheder, byhuse, penthouses og lejeboliger i det nye bykvarter på Engholmene ved Enghave Brygge.

Og selvom det først er et par år ude i fremtiden, at Engholmene vil stå færdigudviklet med en kombination af boliger, arbejdspladser, restauranter, dagsinstitutioner og metrostationer, begynder livet i området at blomstre op.

Antallet af boligejere på Engholmene er stødt stigende, og mere end 500 boligejere har allerede valgt Engholmene som deres nye hjem i København.

”Visionen bag Engholmene er at skabe et unikt boligområde med fokus på havnen og kanalerne, samtidig med at området bliver en integreret del af resten af byen. Derfor er det en stor glæde, at 500 boligejere allerede har sagt ja til at bosætte sig og bidrage til udviklingen af området, og at der samtidig opføres 218 lejeboliger”, fortæller Jens Schaumann, adm. direktør i NPV A/S, der står for udviklingen af Engholmene.

Lejeboliger på attraktiv placering på Engholmene

En af visionerne bag Enghave Brygge er at skabe et område, hvor livet spirer konstant, hvilket er en af grundtankerne bag at kombinere erhverv og bolig i ét byrum, som er tilfældet i Danmarks nye kanalby.

Netop ønsket om at skabe en diversitet og dynamik i den kommende bydel, hvor der ud over boliger også skal være arbejdspladser, institutioner, restauranter og caféer, har været et mål for NPV A/S.

For AP Pension er det særligt placeringen af de nye lejeboliger, som er central.

”Det er en række særdeles attraktive lejeboliger på Nobelholmen, som vi er ved at opføre på en af de sidste boligøer i Københavns Sydhavn. De kommende beboere ved Nobelholmen kommer til at bo centralt, hvor de er tæt på Københavns mange muligheder. Og med S-tog og to metrostationer i området kan beboerne komme let omkring,” siger adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.

Og det samme gør sig gældende for de virksomheder, som vælger at bosætte sig i Engholmene Business Center. Som lejer i Engholmene Business Center får man tæt på perfekte infrastrukturelle rammer i form af let tilgængelighed til motorvejen samt kort afstand til lufthavnen og offentlig transport.

Langt de fleste lejligheder på Kærholm og Myrholm er solgt

Den første af de seks citynære boligøer på Engholmene, som stod klar til indflytning, var Kærholm, hvor der er opført 192 moderne lejligheder. Her flyttede de første ind i 2017. Den næste ø, som blev indflytningsklar, var Myrholm med 214 boliger med udsigt til vandet. Her flyttede de første boligejere ind i efteråret 2018.

Næste skridt i udviklingen er nu at færdiggøre Lyngholm – herefter følger Tangholm, Sivholm og Nobelholmen.

På Lyngholm er næsten halvdelen af lejlighederne blevet solgt, hvilket også gør sig gældende, for salget af byhusene på Sivholm. Salget på Tangholm er i sin indledende fase.

”Vi er glade for den interesse, der er for området, både blandt lokale københavnere og købere fra andre egne af landet og udlandet. Fælles for boligøerne er, at de bliver en del af Engholmene. Målet for os er, at diversiteten i beboersammensætningen skal skabe et dynamisk område, som vil komme alle til gode”, siger Jens Schaumann, adm. direktør i NPV A/S.