Nyt hotel opføres på Engholmene

JOYN Engholmene. Sådan lyder navnet på det nye hotel, der skal opføres på Engholmene i Københavns inderhavn.

Restaurant, café, fitness center og et co-working area. Det kommende hotel, der forventes at stå færdigt i 2023, vil være et bidrag til det aktive byliv, der i disse år blomstrer op på Engholmene.

JOYN Engholmene opføres med 248 værelser og bliver tegnet af den kendte skandinaviske tegnestue Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Hotellet opføres i samme enkle og nordiske design, med åbne flader, lys og udsigt til vandet, som karakteriserer hele lokalområdet i den københavnske kanalby. NPV A/S har indgået aftale med C.G. Jensen omkring opførelse af hotellet i totalentreprise. MOE A/S er valgt som teknisk rådgiver.

Engholmenes lokalområde er allerede særdeles attraktivt blandt boligejere. Flere af øerne, som bindes sammen af broer og kanaler, kan melde udsolgt for de udbudte boliger. Ud over boliger opføres lokale daginstitutioner, skole og der klargøres til både små erhvervsdrivende og større virksomheder, der ønsker en placering helt centralt i København. Ud over den centrale placering og adgang til vandet, vil Engholmene også markere sig for let adgang både til lufthavn, motorvej og offentlig transport.

Det er den tyske internationale kapitalfond Corestate, der har valgt at placere sin første investering i Skandinavien i København, og de har netop valgt Engholmene, der karakteriseres som et dynamisk og attraktivt område for den kommende generation af forretningsrejsende og mobile medarbejdere.

”Vi ser samarbejdet med Corestate som en naturlig følge af en udvikling, hvor især København i stadig stigende omfang evner at trække internationale og meget kapitalstærke investorer, der har behov for samarbejdspartnere med lokal indsigt og forankring,” siger Kim Lang, direktør i NPV A/S, der er delegated developer på projektet.

NPV A/S, der har stået bag udviklingen af bydelen Engholmene, forventer, at flere samarbejder vil blive indgået i de kommende år.

”Vi ser gode muligheder for indgåelse af flere lignende samarbejder i fremtiden,” siger Kim Lang.