Engholmene Business Center er også for virksomheder med en bæredygtig profil

Det er ikke længere muligt at ignorere de konsekvenser, det vil få, hvis vi ikke alle sammen tænker bæredygtighed ind i måden, vi lever på, og brugen af jordens ressourcer. For ejendomsudvikler NPV A/S, der står bag Engholmene og Engholmene Business Center, er det afgørende, at bæredygtighed integreres i både de langsigtede visioner, og som konkrete tiltag på deres projekter.

Flere og flere virksomheder er i dag meget bevidste om deres ansvar ift. klima og miljø. Mange forholder sig specifikt til UN’s 17 verdensmål og bruger dem aktivt som værktøj i arbejdet med at skabe bæredygtig vækst. Det gælder også ejendomsudvikleren bag Engholmene Business Center, der både opererer med verdensmålene internt i virksomheden og på deres ejendomsprojekter. Det betyder også, at de kontorfaciliteter, som de står bag, er attraktive for virksomheder, der ønsker at tænke deres bæredygtige profil ind i valget af virksomhedens adresse og de fysiske rammer.

Bæredygtige kontorfaciliteter på Engholmene Business Center

NPV A/S har med Engholmene Business Center tænkt bæredygtighed ind i nogle fremtidsparate kontorfaciliteter. Blandt andet skal nogle konkrete tiltag for virksomheder og medarbejdere gøre det nemmere at vælge bæredygtighed til, når de lejer sig ind på Engholmene Business Center. Selve indretningen er tænkt fleksibel, og der er lagt vægt på nogle lukrative fællesfaciliteter, som virksomhederne kan deles om, og derved spare på både kvadratmeter og ressourcer. Fælles mødelokaler, personalerestauranter, omklædning, kaffelounge m.m. skaber både nogle fleksible rammer for den enkelte virksomhed og gør det samtidig muligt at vælge til eller fra efter behov. Når man er flere virksomheder, der deler faciliteter, betyder det, at der ikke står ubenyttede kvadratmeter hen, og der kan spares på både ressourcer og forbrug. På den måde forsøger man at imødekomme nogle af de områder, der hører ind under verdensmål nr. 12, om ansvarligt forbrug.

”Vi bruger aktivt UN’s 17 verdensmål, som benchmark ift. hele tiden at forbedre vores projekter samt agere ansvarligt i hverdagen. Vores interne projektgrupper benytter også verdensmålene som pejlemærker indenfor hver deres specifikke arbejdsområder lige fra koncepter til udvikling, udførsel og salg. Det er således blevet et helt konkret værktøj, som vi både bruger internt i organisationen og i udviklingen af vores projekter,” fortæller Kim Lang Sørensen, direktør og partner i NPV A/S.

Bæredygtig energi er overskriften på UN’s verdensmål nr. 7. I udviklingen af området for Engholmene Business Center, har man blandt andet været i dialog med forsyningsselskaberne, så man har kunnet tænke indarbejdelsen af fremtidige tekniske løsninger som fjernkøling, solceller o.l. ind i de løsninger, der er valgt for byggeriet. Der er også indgået samarbejde med delebilsordninger, etablering af ladestationer til både elbiler og cykler, som skal gøre det nemmere for virksomheder og medarbejdere at vælge bæredygtige transportformer i dagligdagen.

NPV A/S sætter retningen for fremtidens byggeri

Udover de nære og konkrete tiltag, der betyder noget for de daglige brugere af de bygninger, som NPV A/S står bag, så har ejendomsudvikleren bag Engholmene Business Center også bæredygtige visioner, der rækker frem i tiden. De har blandt andet indgået flere samarbejder, der har fokus på bæredygtighed, for på den måde at støtte op om udviklingen i området. Med et Premium medlemskab af Green Building Council Denmark (DGNB), støtter de en non-profit organisation, der specifikt arbejder for at udbrede bæredygtighed i byggebranchen, og minimerer udslip af drivhusgasser. Samtidig har de forpligtet sig til, at alle deres byggeprojekter skal leve op til DGNB-certificeringen. Som founding partner hos PropTech Denmark er NPV A/S en bærende søjle i arbejdet med at indsamle og dele den nyeste viden og forskning inden for blandt andet bæredygtig udvikling i byggebranchen. Disse tiltag har blandt andet fokus på temaer, der hører ind under verdensmålene nr. 9 og 11, hvor man har fokus på at skabe bæredygtige løsninger indenfor industri, innovation og infrastruktur, (nr. 9), samt udvikling af bæredygtige byer og lokalsamfund, (nr. 11).

”Vi skal hele tiden udvikle os og blive klogere. Det er vores forpligtigelse som aktør i ejendoms-og byggebranchen. Vi skal lære af de gode erfaringer, som vi får, og vi skal ikke være bange for at dele dem med andre. Udviklingen og de teknologiske muligheder inden for branchen skaber hele tiden nye veje til optimering og til at tænke smartere – også når det handler om bæredygtige løsninger. Det er derfor, vi er gået i partnerskaber med fx PropTech Denmark og Green Building Council. Nysgerrighed og ambition er nogle af de vigtigste byggesten til, at vi alle går mod en mere bæredygtig fremtid,” udtaler Kim Lang Sørensen.

Når Engholmene Business Center står helt færdigt, vil det kunne tilbyde moderne, fremtidsparate og fleksible kontorfaciliteter til virksomheder, der både stiller krav til kvalitet og beliggenhed, hvor bæredygtighed er en del af deres profil.